Opdatering på boligprojektet på Skærendsvej

Kære alle sammen.

Det er med stor ærgrelse, at vi må overbringe en trist nyhed vedrørende vores boligprojekt på Skærendsvej her i Brunshuse.

Både arbejdsgruppen bag projektet og Assens Kommune har gennem de sidste par år arbejdet benhårdt og lagt rigtig mange kræfter i at få projektet til at lykkes. Desværre må vi nu konstatere, at projektet ikke bliver en realitet, da Plan- og Landdistriktsstyrelsen har truffet afgørelse om, at de ikke vil godkende placeringen på Skærendsvej.

Sammen med Assens Kommune har vi undersøgt mulighederne og forsøgt at finde andre egnede placeringer i området, men det er desværre ikke lykkedes at finde et reelt alternativ, der opfylder betingelserne.

Tak for indsatsen og opbakningen

Selvom vi nu må lægge de konkrete planer på hylden, vil vi gerne sige 1000 tak til Assens Kommune for det meget store arbejde, de har bidraget med. De har været en uvurderlig og dedikeret medspiller i hele forløbet. 

Derudover vil vi gerne rette en stor og dybfølt tak til alle jer, der har støttet projektet undervejs. En særlig tak skal lyde til jer, der tålmodigt har stået på venteliste gennem de sidste 3 år. Jeres opbakning til projektet har været en kæmpe drivkraft, og det vidner om et stærkt engagement i vores lokalsamfund, som vi på trods af udfaldet kan være stolte af.

Har du spørgsmål?

Hvis der er nogen, der sidder tilbage med spørgsmål til forløbet eller beslutningen, er I meget velkomne til at tage fat i en fra arbejdsgruppen. 

Emnet vil også komme på dagsordenen på det kommende Lokalrådsmøde den 15. oktober, hvor der vil være mulighed for at høre mere om forløbet og stille spørgsmål. 

De bedste hilsner fra arbejdsgruppen

Emil Raun, Steffen Bohnsen, Poul Hansen, Bent Sørensen og Søren Navntoft